Naturligvis har jeg haft mange overvejelser omkring udgivelsen af denne bog, netop fordi det er en personlig fortælling, som i høj grad indbefatter min familie – og særligt af den grund har den været temmelig længe undervejs. Det er på ingen måde mit mål eller min hensigt at udstille min familie, men jeg kommer nødvendigvis til det, når jeg vil stå frem med min historie. Og spørgsmålet er, hvad der er vigtigst: At skåne min familie – og derved fortsat fortie? Eller at turde stå frem – og stå ved – at sådan her har det været for mig, og at det har gjort mig til det menneske, jeg er. At turde stå frem og åbne op, er en meget vigtig del af min proces omkring det at bryde den sociale arv, særligt fordi en af konsekvenserne af min opvækst med misbrug og svigt har været et totalt mangel på selvværd og selvfølelse. Og det at fortælle og stå frem, er et skridt mod at komme tilbage til mig selv – et skridt mod at genfinde mit eget værd.
Dertil kommer at jeg selvfølgelig har et håb om, at min historie vil kunne give noget til andre, som kommer fra lignende kår. Måske kan min historie give en oplevelse af, at man alligevel ikke er helt alene, eller at man rent faktisk er et værdifuldt menneske, selvom det ikke var den oplevelse, man fik med sig – måske kan den ligefrem give styrke og mod til at handle. For det kan lade sig gøre at skabe et andet og bedre liv, end det man kommer fra, og det er muligt at vende de mén og skrammer, man har pådraget sig, til ressourcer.

Bogen henvender sig også til behandlere, pædagoger og andre, som ønsker et dokumentarisk og realistisk indblik i, hvor nemt den sociale arv kan føres videre, og hvor svært det kan være at bryde med den – omend det kan lade sig gøre. Bogen giver et helt konkret indblik i, hvad der sker med et barn, når en mor svigter, fordi hun er et produkt af sin opvækst med dertilhørende manglende indsigt og manglende ressourcer: Hvilke psykologiske mekanismer træder i kraft og hvordan skaber barnet sig et liv på trods? Bogen beskriver intenst det smertefulde forløb: Fra at tage beslutningen om at bryde med en nær relation, udføre beslutningen – med alt hvad det indbefatter af dilemmaer, skyld og sorg – til at gennemleve sorgen og komme ud på den anden side som et stærkere og mere indsigtsfuldt menneske.

Jeg fjerner mig fuldstændigt fra hende. Jeg lægger en distance, så hun næsten ikke kan nå mig, og alligevel når hun mig i mine
mareridt. Hun vælger at lade som ingenting, ignorerer min afstand, og faktisk bliver hun på mange måder sødere over for mig, men uden at være pågående på nogen som helst måde. Hun kræver ingenting. Hendes stemme kan være omsorgsfuld og øm, når hun kærligt spørger til hvordan jeg har det, når hun ringer en gang hver tredje måned. Jeg lader hende slet ikke tage del i mit liv. Jeg fortæller hende ikke, hvad der sker, andet end overfladiskheder, og vi har intet sammen. Alligevel fylder hun alt. Hun er en følelse i mig, som styrer mit liv. Selvom vi kun ses få gange om året, så fylder de få gange så meget, at jeg er ved at brække mig. At tale med hende i telefonen, eller værre at se hende, sætter en lavine i gang af vrede og angst, så jeg slet ikke kan være i min krop. Også selvom hun er en ganske sød mor at tale med. Det er for sent. Alt vender sig i mig. Og jeg brækker mig.

”Hvad er det, der afholder dig fra at afbryde kontakten til din mor?”
Min psykiater ser på mig med sine små øjne gennem brillerne. Han er fuldstændig i ro, og forholder sig komplet neutralt og objektivt til situationen. For ham virker det som om han lige så godt kunne have spurgt mig om, hvorfor jeg ikke var gået ud af niende klasse i stedet for tiende. Jeg aner ikke, hvad han selv mener om det spørgsmål.
”Jeg ved ikke, om jeg vil kunne leve med at gøre noget så ondt. Jeg er bange for konsekvenserne, jeg er bange for, at jeg vil have dårlig samvittighed resten af mit liv.”